Mellem afsnit 6 og 7 finder følgende samtale sted:
Roraqx sidder og koncentrerer sig om at lave et vildsvineskjold til Flin. Flin sidder og følger med i processen. Nimue sætter sig på hug ved siden af ham. Hun nudger ham med en albue og siger lavt “Du fik ret, Flin – jeg HAR magi!” Hun storsmiler og hendes øjne glimter grønt.
“Hahaha, jamen selvfølgelig har du da det! Fandt du din gnist? Kan du mærke den?”
“Ja! Men det er mærkeligt, for det skete ikke i en skov, som jeg troede det ville. Det har ligesom bare summet i kroppen på mig, siden vi kom i land”
“Så er det måske noget andet? Hvad lavede du da det skete?”
“Vi sloges mod frømændene. Roraqx var blevet ramt så mange gange og jeg blev bekymret for ham. Og da jeg så rørte ham, så var det som om at noget af det der summer i mig kom over i ham, og nogle af hans sår lukkede sig! Er det sådan magi føles? En summen? Eller kildren? Jeg kan ikke rigtig beskrive det. En slags kraft”
“Jeg mærker bestemt en summen… Og en vilje eller kraft, ja.” Han lægger hovedet på skrå. “Det må have været vigtigt. Måske din søgen har vækket det?”
“Måske. Men jeg har søgt min datter i månedsvis. Det startede først for alvor, da jeg satte fod i Anchorome. Tror du, det er landet?”
“Hmm måske? Men jeg mærker ikke noget særligt. Mon ikke det er folkene, du er med?” Han blinker til hende. “Det rigtige selskab kan få det bedste frem i én.”
Nimue smiler bredt og nikker “Det kunne godt være det. Men burde du så ikke også kunne mærke det? Med mindre det er dit selskab, din magi, der smitter af på mig?”
“Altså jeg mærker da også en lille kildren! Men var inden vi nåede dette land.” Han kigger over på Roraqx, der er fuld optaget af at gøre sig så umage som overhoved muligt med skjoldet. Lægger virkeligt alt i at lave det bedste skjold han kan. Flin kigger tilbage. “Jeg tror, at det er skæbnen, at vi skulle mødes. At det er skæbnen, at vi skulle komme til dette sted sammen. At vi sammen skal finde din datter, hvem end Kilvhin nu leder efter og verdens største måltid til ham der ovre.”
“Jeg ved ikke om jeg tror på skæbnen… Men det føles rigtigt. Os fire. Det er som om alting kan lade sig gøre nu” Hendes øjne stråler.
“Det kan det! Og den følelse er den vigtigste! Så kan vi kalde det skæbne eller ej, det er underordnet.” Ham smiler bredt.
Nimue smiler varmt tilbage “Det er rart at høre sammen med nogen igen. Det var godt set af Roraqx – at vi er en slags stamme. Selvvalgt og udvalgt”
Flin nikker.
Turen går til Anchorome - et rollespil 