Prequel – hvori Flin og Nimue møder hinanden

Foto af form PxHere

Vi er i Trollclaw Forest lidt nord for Baldurs Gate i Faerun. En bleg elverkvinde kommer gående hen ad skovstien. Hun er praktisk klædt i brunt og grønt – kvaliteten af hendes tøj og udstyr (en let oppakning, samt en langbue og et pilekogger) fejler bestemt ikke noget, Hun har sølvfarvet hår og violette øjne bag røgfarvede brilleglas. Et råb og lyden af løbende skridt får hende til at spidse ører – no pun intended… Inde i skoven sker kvinden en faun komme spændende med en flok ulve i hælene. 

Elverkvinden trækker lynhurtigt sin langbue og sætter en pil i den forreste ulv, og det får de andre til at standse lidt op. Endnu en pil sætter sig i jorden lige foran den næste ulv. Faunen kaster sig ned på jorden, men ulvene stopper op og vender snuderne den anden vej. Faunen er lynhurtigt på benene igen i et hop og vifter med armene i deres retning. “Ha ja! Så kan I lære det! Tag den!”

Faunen vender sig mod elverkvinden, som henter de brugte pile fra skovbund og ulvelig. “Tak for hjælpen, elverfrøken. Det var lige ved at være ude med mig der. Hvor er du på vej hen, og er det sådan, at man kunne gøre følge?”. Elverkvinden ser vurderende på ham. “Jeg er på vej mod Baldur’s Gate. Skal du den vej?”. “Baldurs Gate, Baldurs Gate… Ja, det skal jeg vist.” Han lægger øret op imod vinden. “Ja, det er den vej jeg skal.” Han smiler nu bredt igen – al ængstelse er forsvundet. “Og det ville være mig en stor ære at gøre Dem følge på denne rejse – ud af denne her triste skov. Flin, forresten. Flin Piper.”

Elverkvinden smiler afmålt og laver en typisk Feywild-hilsen. “Jeg hedder Nimue. Hyggeligt at møde én hjemmefra”. Hun lyder lidt som om det faktisk er en smule ubelejligt at møde nogen hjemmefra… Det lader dog ikke til at gå Flin på. Han bukker overdrevent ”En ære at møde Dem!”

”I lige måde. Du er langt hjemmefra”

“Det må man sige! Langt hjemmefra og i lidt af en pine. Tak hvor hjælpen med… øh, ulvene? Tror jeg det var. Store tænder i hvert fald!”

”Det var ulve, ja. De plejer nu ikke at være så tæt på menneskelig beboelse. Hvad får en faun til at forlade Feywild og rejse ud i Verden? Og alene?”

“Ja, det spørger jeg også mig selv om ind mellem, men for at se noget nyt. Jeg har det bedst med at være på farten.”

“Her er i hvert fald meget nyt at se! Det er kun anden gang jeg er i Verden, og jeg vænner mig nok aldrig til det”. Hun skubber de røgfarvede briller op på næsen og misser med øjnene af solen gennem bladhænget i skoven.

“At vænne sig til det ville være en skam! Der er ikke mange nye fortællinger i det velkendte. Og på trods af at de fleste bær jeg har fundet i denne skov er en anelse kedelige i forhold til hvad jeg er vant til, er det stadig en ny oplevelse. Hvilket er værdsat.”

“Er det fortællinger du er på jagt efter? Er du barde måske eller storyteller?”

“Øh ja, på en måde. Er på udkig efter oplevelser. Jeg spiller et instrument, hvis det er det du mener?”

Nimur smiler lidt varmere nu. “Jeg holder virkelig meget af historier! Det var det, der fik mig til at rejse ud i Verden for mange år siden. Jeg ville ud og opleve Verden, og se om det var ligesom de fortællinger jeg hørte.”

“For mange år siden? De er da ikke en dag over 23!”

Nimue ler og peger på sine ører “Du glemmer, hvad jeg er. Jeg er ikke et menneske, som hurtigt bliver gammel. Jeg fylder 200 til næste år”

“De holder Dem skam godt under alle omstændigheder! Og at leve så langt et liv må være herligt.”

Nimue trækker på skuldrene “Man når lidt af hvert… Hvilket instrument spiller du?”

“Jeg spiller fløjte for det meste. Men kan godt gøre en undtagelse for Deres skyld. Jeg kan også spille violin. Har bare ikke en med her.”

“Jeg kan lide både fløjte og violin – jeg elsker musik! Spiller du dansemusik eller lyttemusik?”

“Lidt af hvert! Kan godt lide, når min musik rør folk. Enten i deres krop eller i deres sind.”

Nimue nikker. “Jeg kendte engang en faun som spillede vuggeviser. Han fik én til at falde i søvn på et øjeblik”

Flin griner “Dem kan jeg også en del af. Haha “

Nimue smiler varmt til ham “Musik skal helst røre én. Vil du spille lidt for mig nu? Eller er det svært, når man går?”

“Vi er enige! Ja, men da så gerne? Har du nogensinde været i Sommerhallen?”

Nimue ryster på hovedet. “Aldrig. Men har hørt om det. Er det så fantastisk som alle siger?”

“Ja! Det er det mest fantastiske sted. Aldrig været der, men de siger at sommeren i denne verden først går på hæld den dag, der ikke er en skjald, der kan holde kongens humør oppe og hans haller fyldt med dans. Så må de skrive nye sange og vente til næste forår”

“Hmm” Nimue nikker “Måske bliver det dig en dag?”

“Det drømmer jeg om, ja! En dag at stå der på den sidst dag, alle er klar til at pakke sammen og gå i hi…” Flin holder kunstpause og ser drømmende frem for sig “Men! Så træder jeg frem og spiller en sang, der vækker gejsten hos alle igen! Og de bliver inspireret til nye sange og sammen danser vi til vinteren skulle være ovre”

Nimue ler “Det er en god drøm! Jeg håber, det lykkes for dig”

“Mange tak” Han hopper et skridt ind foran hende og bukker, idet han tager sin panfløjte frem “Nå, men så kender du nok ikke denne her. Den er fra et par somre siden.” Han går i gang med at spille en glad melodi, imens de fortsætter

Hun klapper imponeret, da han er færdig. “Du er rigtig god! Spil endelig mere, hvis du har luft til det. Der er ikke noget som god musik, når man vandrer”

“Mange mange tak! Og ja! Det gør rejsetiden bedre! Vinden spiller ikke rigtigt med på de glade toner her… Det er mere et melankolsk landskab, men der hvor vi er på vej hen vil humøret sikkert blive højt!”

“Du har ret. Farverne er blegere her, selvom lyset er skarpere” Nimue smiler til ham “Og jeg tror at humøret bliver højt, hvor du end tager hen herfra”

“Alt andet ville være synd. Vi nærmer os snart en stor by? Skal vi igennem der?”

“Vi nærmer os Baldur’s Gate, ja”

“Aah ja! Baldurs Gate… Et legendarisk sted. Har du venner, du skal møde der?”

Nimue tøver “Nej, jeg kender ikke nogen i Baldur’s Gate”

“En skam… Men hvad skal du så der? Finde nye venner? Væsener fra denne verden?”

Nimue tøver igen “Jeg… Jeg leder efter en, som er forsvundet. Sporet fører hertil”

Flin kigger sig omkring “Er du en jager?”

Nimue smiler skævt “Nej nej, ikke sådan en slags jæger. Jeg er ranger og kan finde vej. Og lige nu forsøger jeg altså at finde en person, som er blevet væk” Hun ser ud i skoven. “Arj, så du lige egernet?” Hun peger ind i skoven “Jeg kan nu så godt lide de røde egern her i Verden. De er noget sødere, og kun lidt dummere, end de sorte egern hjemme”

“Så du er ikke efter personen for at fange den som sådan? Har du en af de der hunde? Dem der kan teleportere?”

Nimue løfter øjenbrynet “En hund, der kan teleportere? Det lyder besværligt”

“Meget besværlige at slippe væk fra, ja. Men nok om det, har ikke set nogle her, har bare hørt historier om dem og tænker du måske kunne have sådan en, hvis der er nogen du skal fange. Jeg er nu også mere egern-typen”

Hun skæver til ham “Jeg skal ikke fange nogen. Bare sikre mig, at de har det godt”

“Det lyder dejligt! Jeg skal nok sige til hvis jeg ser dem”

Nimue smiler skævt “Tak. Det er sødt af dig. Jeg kan godt lide både hunde og egern. Men de fleste hunde her er vist ganske umagiske”

“Det virker bestemt sådan for nu”. Flin kniber øjnene sammen i tanker ”Et magisk egern, der kan lave små lommer i universet, hvor de kan gemme deres agern. Dét er en sjov tanke!”

“Se, dét lyder virkelig praktisk! Det kunne man godt bruge, når man rejser. Det er ikke meget man kan have med i en almindelig oppakning.” Nimue peger på sin sparsomme bagage.

“Eller måske er der et magisk teleporterende egern derude, der er grunden til at mange andre egern ikke kan finde deres agern. Det ville være sjovt og lidt tarveligt. haha…” Flin har heller ikke tung oppakning, men slæber dog alligevel rundt på en hel del små ting og sager: flasker, mortere, instrumenter, små knive etc.

Nimue ryster på hovedet af ham og griner. “Måske er det derfor, der er teleporterende hunde, så de kan fange det supersnedige og temmelig tarvelige teleporterende egern?”

“Se der! Det lyder jo som en glimrende sang! Lad mig se, noget med hunde og egern… Haha, måske noget med at hvis dit krus er tomt, kan egernet have være på spil!” Han begynder at lægge lidt toner til, imens han fortsætter med at overveje teksten.

Nimue smiler ved sig selv, og går bare stille og roligt ved siden af ham, mens han komponerer.

De to følgesvende når Baldur’s Gate sent på eftermiddagen, og deres veje skilles. Flin vil finde nogle beværtninger, hvor han kan optræde, mens Nimue foretrækker at finde et roligt sted at sove. Først skal hun dog ud i byen og stille spørgsmål. Men de snakker om at mødes og måske spise aftensmad sammen som tak for godt følgeskab

Nimue spørger hvor de skal mødes, og Flin svarer grinende: “Haha, jeg ved ikke hvilken kro jeg hverken starter på eller slutter på i aften, men du kan låne den her.” Han rækker hende en meget primitiv fløjte i træ. “Så kan du jo prøve at kalde på mig.” Han slår en latter op, inden han hopper afsted igennem byen. På toppen af hvert hop spejder han ud over menneskemassen på udkig efter en bar.

Nimue ser efter ham, og vender og drejer fløjten lidt i hånden. Så ryster hun på hovedet med et skævt grin, putter fløjten i lommen, og går sin egen vej.

Offentliggjort af Den tatoverede børnebibliotekar

Bibliofil rollespiller, Æventyrer, lystløgner, mor og zeppelinerstyrmand. Jeg har knytnæverne resolut plantet i siden og med en kappe, der blafrer i vinden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: