I 12. afsnit af sæson 2 siger vi farvel til to karakterer: Roraqx og Khilvin. Khilvin har egentlig været væk et stykke tid, mens vores helte bare tror, at han gemmer sig, men Roraqx får en helt særlig afsked – af ret episke proportioner. De to spillere bag Roraqx og Khilvin – Bastian og Kjartan – har fået for travlt med livet til at kunne passe Turen går til Anchorome ind. Det er vi rigtig kede af, men heldigvis ved begge spillere, at porten til Anchorome altid står åben for dem. Vi siger mange tusind tak til Bastian og Kjartan for mange timers fantastiske eventyr!

Bastian Sand Mørkeberg, som spillede Roraqx, har været med fra starten, og har vist ikke misset et eneste afsnit. Øglemanden og barbaren Roraqx forlod sin stamme Vhitaari for at finde en mere fredelig måde at leve på. Rejsen tog ham via Baldurs Gate, hvor han blev venner med troldmanden Helebrand, og videre til Anchorome, hvor han knyttede sig til en lille flok misfits, som han ret hurtigt udnævnte til at være hans nye stamme. Roraqx har været hjertet, og måske lidt overraskende; ofte også hjernen i foretagenet. Hvilket måske siger mere om hans rejsefæller end ham selv…

Vi har ikke tal på de gange Roraqx som barbar har reddet gruppens liv – dels ved at kunne tage og uddele virkelig mange tæv! Hans imponerende hale og hungry jaws er legendariske. Han håndterer Blinkarangen, som Flin byggede til ham i første sæson, med stor effekt og opfindsomhed. Nimue vil til gengæld altid være ham dybt taknemmelig for hans kunstneriske talent som tatovør – ikke mindst fordi hun af den grund lejlighedsvist er en enhjørning 🙂 Heltene savner allerede Roraqx og spørger jævnligt sig selv: hvad ville Roraqx gøre her?
Tak til Bastian!

Kjartan Johansen, som spillede Khilvin, har hoppet lidt mere ind og ud af kampagnen. Men Khilvin er også en strejfer, og det har været svært for ham at blive på samme sted i længere tid. Og så er han meget optaget af at finde sin ven, som faldt i dårligt selskab hjemme i tyvelauget (altså værre end det at være i tyvelauget…) og rejste til Anchorome. Vennens spor fører langt ind i landet, og efter lang adskillelse mødte heltene igen hinanden i Silverhome.

Khilven er rogue og har desuden talent for at lave alkymi – og ikke mindst healing potions, som har reddet os mere end én gang. Han er ikke den, der løber først ind i en kamp, men vi har alligevel set ham udrette store ting (som fx at affyre det sidste dræbende skud mod en drage!). Han er virkelig dygtig til at snige sig omkring – i en grad så heltene i lang tid troede, at han stadig var sammen med dem, og så havde han i virkeligheden forladt dem…
Tak til Kjartan!