Med Zeke og Nyx på eventyr

Nyxalia og Ezekiel står på teleportations-cirklen og venter, mens Vrifur udspyr en masse magiske ord, som de hverken fatter hoved eller hale af. Gnomen Wilcryn stirrer på dem med et underligt udtryk i ansigtet. Hvorfor ser han så bekymret ud? Det er jo bare en rekogniserings-mission: en time og så kommer de tilbage igen. Vrifur færdiggør sin remse og alt bliver mørkt omkring dem.

Nyx lander hårdt på stengulvet. Hun har kvalme. Det føles som om hun lige har drejet 100 gange rundt om sig selv. Hun åbner øjnene og ser rundt i rummet, som er mørkt og støvet, som om ingen har været her i meget lang tid. Ved siden af hende sætter Zeke sig op, mens han holder sig til hovedet. “Puh, sikke en fisketur, hva?”

Nyx trækker vejret dybt ned i maven og finder sit center igen. Hun rejser sig op, og giver Zeke en hånd op. Hun smiler skævt til ham. “Lad os se, hvor trylleren har sendt os hen”

Zeke kigger lidt rundt på de beskidte vægge. “Lidt af et hul, men i det mindste er her ingen zombier… Endnu”. Han blinker til Nyx, bukker og rækker elegant hånden ud mod en gammel trædør, der umiddelbart er den eneste udgang. “Damerne først”

Nyx knejser med nakken og knikser grinende, og spankulerer så hen til døren. Hun lægger kog af skade øret til. Hun fik åbnet lidt for mange døre med zombier bag i fortet…

Hun kan ikke umiddelbart høre noget, så hun skæver hen til Zeke, tager en dyb indånding og tager i døren. Døren er låst. Men den giver sig lidt, når hun skubber på den.

Hun giver den et ordentligt skub med skulderen – uden held. Hun peger på døren “Den er vist til dig”

Zeke fniser lidt for sig selv. Han tager sin warhammer frem, og slår på låsen, så den ryger igennem døren med et kæmpe brag. “Ups!”

Nyx ruller med øjnene. “Meget diskret…” Hun møver sig forbi ham, og skubber døren op.

Udenfor ser hun en lang mørk gang bygget i sten, der fortsætter mod venstre. Lige til højre ender gangen, og foran er der en dør magen til den de lige er kommet igennem.

“Fri bane” Hun kigger ned af gangen, og så på døren overfor. Man går ikke forbi lukkede døre. Tænk hvis der var noget spændende bagved! Så hun lægger øret mod døren her også. Der kommer ikke en lyd derinde fra, så hun tager i døren. Den er også låst. 

Hun kigger over skulderen på Zeke, “Også en af dine”. Hun træder et skridt tilbage “Måske lidt mere diskret denne gang?” griner hun.

“Du kender mig; jeg er altid diskret” Han går over og sætter sig på knæ, som om han skal til at dirke låsen. Så rejser han sig op og slår den ind med hammeren. KRUNCH! Han kigger kærligt på sin hammer “Ah ja, den gode gamle multinøgle” Så kigger han på Nyx med et “hvad?”, åbner døren og går ind.

Nyx sukker. Han er ALT for glad for den hammer! Hun ryster på hovedet af ham og følger efter ham ind.

Rummet er identisk med det de kom fra.

“Ok, boring. Lad os tjekke hernede” Hun går ud i gangen igen og går ned af den. “Kommer du?”

“Lige bag dig”

Hun sniger sig ikke ligefrem, men hendes skridt er alligevel næsten lydløse. 50 meter længere nede åbner en dør sig pludselig. En mørk skikkelse træder ud med kraftig lys bag sig så man bare kan se omridset. Skikkelsen vender sig først væk, og man kan høre raslen fra en rustning. Så vender den sig om mod Nyx og Zeke.

De standser begge op og står helt helt stille.

Der går 1-2-3 sekunder. Så skriger skikkelsen, som om han har set et spøgelse, hopper tilbage gennem døren og smækker den bag sig.

“Hmm, mon ikke det er en ven, vi ikke har mødt endnu?” Nyx flexer musklerne, ryster hænderne en gang og går hen og lægger øret mod døren. Der høres kun lyden af løbende fodtrin, der bliver svagere og svagere. Nyx åbner døren og løber alt hvad hun kan efter ham.

100 meter længere fremme fortsætter skikkelsen op af en trappe. Nyx og Zeke løber efter, og passerer en stil og et bord, hvor der står en halvspist tallerken mad på. Skikkelsen forsvinder op af trappen. 

Nyx pisker efter, men lige før toppen sætter hun farten lidt ned, for ikke at løbe ind i favnen på nogen. Zeke kommer gispende et stykke bag efter “Fuck, du er hurtig”

“You better believe it, Babe” Nyx er dårligt nok forpustet. Zeke ruller med øjnene.

I det samme hører de en desperat, men overraskende grov stemme i betragtning af det skrig han lige kom med, råbe oppe fra toppen af trappen. De forstår ikke sproget, men det lyder meget som et råb om hjælp.

Nyx standser op. “Hvad siger du til, at vi kommer stille og roligt op af trappen, som om vi overhovedet ikke er truende? Tror du så ikke lokalbefolkningen vil tage bedre imod os?”

“Nok ikke en dårlig idé. Vi må jo bare forklare dem, at vi ikke vidste, at har var beboet”

“Præcis. Vi skræmte jo helt livet af den arme mand…”

De fortsætter roligt op af trappen

Zeke siger undrende “Jeg gad vide hvor vi er. Jeg troede ikke der var civilisation på Anchorome. Måske vi er teleporteret tilbage til faerun?”

“Det kan da godt være. Det ville være smart, hvis man kunne komme fra Faerun til Anchorome via portal. Så slap man for at sejle” De mange uger med søsyge glemmer hun ikke lige med det samme… “Nå, hvor blev han af?”

“Tænk på alle de penge vi kunne tjene som transportvirksomhed” Zeke får et drømmende udtryk i ansigtet.

Nyx griner – endnu et af hans ‘get rich quick’- schemes…

Trappen går nok hvad der svarer til 3 etager op, og endelig kommer de ud i en bred gang med en række vinduer på modsatte side. Nyx kigger ud af det første vindue.

Solen står meget lavt på himlen, hvilket er sært, eftersom det var midt på dagen, da de tog afsted. Hun blinker lidt for at vænne sig til lyset efter de mørke gange. Foran hende breder sig en kæmpe by, bygninger så lange øjet kan se. Hun vurderer, at de er på toppen af en bakke, for de andre bygninger er under dem. Længst væk kan hun se blåt hav, hvor solen kun står lige over. 

“Jeg tror, vi er meget langt væk fra Anchorome. Kom og se, Zeke, det er helt fantastisk”

Han dukker op bag hende “Wow, imponerende!”

I det samme høres der høje fodtrin komme trampende ned af gangen, og Nyx vender sig mod lyden.

Omkring et dusin soldater i rustninger med hellebarder kommer løbende.

Nyx hvisker “Ups…” ud af mundvigen til Zeke, men smiler så og prøver at se så lidt truende ud som muligt. De nyankomne råber noget på et uforståeligt sprog. 

Zeke står allerede med hænderne i vejret

Nyx taler meget højt og tydeligt “VI KOMMER MED FRED. BRING OS TIL JERES LEDER”

Da de kommer tæt på bliver det tydeligt, at de slet ikke er store mænd. De har grønlig hud og stødtænder. Det er orker. Den forreste grynter noget og peger Nyz og Zekes våben med hellebarden.

“Fuck, Zeke, det er orker…”

“No shit” hvisker han og tager sin warhammer og lægger den forsigtigt på jorden. Nyx løsner forsigtigt sin kyoketse-shoge fra bæltet og lægger den på jorden. Hun rækker hænderne i vejret og prøver at smile afvæbnende…

To orker løber hen og den ene tager fat i dem –  med et ikke voldsomt, men sikkert greb – og den anden begynder at frigøre deres andre ejendele fra dem.

Hverken Nyx eller Zeke gør modstand. Nyx hvisker lavmælt til Zeke “Ved du noget om orker? Do’s and don’t’s?”

“Dont fight ‘em, er alt jeg ved”

“Got it”

“Jeg har dog aldrig mødt orker som dem her før. De er normalt mere… primitive”

Orkerne fører dem ned af gangen og ned af en anden trappeskakt end den de kom op af. Imens bliver ham, der må være lederen ved med at snakke på sit uforståelige sprog. 

Nyx smiler venligt og imødekommende til lederen, og siger (igen højt og velartikulerende) “VI KAN DESVÆRRE IKKE FORSTÅ HVAD DU SIGER!” Hun udstråler alt det imødekommenhed, hun kan. Så prøver hun igen på elvisk i håbet om, at de bedre forstår det.

Da hun siger noget på elvisk, kommer der et glimt af genkendelse i lederens øjne, men han fortsætter stadig på sit eget sprog. Zeke og Nyx bliver ført ned af trappen, der ender i en oplyst gang med døre på begge sider. De bliver ført hen til en af dørene og ind i et lille rum bagved. Der er 2 senge og ikke meget andet i rummet. Lederen siger noget igen, går ud og lukker døren efter sig, og der høres klikket fra en lås. Der er intet vindue i rummet, kun døren, hvor der en lille lem i øjenhøjde, der formentlig kun kan åbnes udefra.

Zeke sukker. “Altså Nyx, hvad i alverden har du nu fået rodet os ud i”

“Hvad?! Det var da ikke mig! Udelukkende… Og du må da indrømme, at dette her er helt vildt spændende!”

Det går 20 minutter, så bliver den lille lem i døren åbnet og et par øjne kigger ind. Lemmen bliver lukket igen, og døren bliver åbnet. To soldater kommer ind med to bakker med mad og drikke. Yderligere To vagter står uden for døren. De stiller maden og går ud igen.

Det ligner en gryderet af en slags, og det dufter glimrende. Der er lidt brød ved siden af og vand i en kande.

Nyx ser på Zeke og trækker på skuldrene. “I det mindste tager de sig pænt af os”

 Nyx klapper pludselig på sit bælte og ser lidt vild ud i øjnene “Fuck, Zeke, de tog jo diplomatpungen! Og vi fik ikke givet besked! Hvordan kommer vi tilbage til portalen i tide?”

“Pis, det havde jeg ikke tænkt på, og vi skal være der snart”

Zeke rejser sig op og begynder at hamre på døren “Hallloooo!”

Nyx bider sig i læben. “Måske kommer Wilcryn og dem efter os, hvis vi ikke dukker op i tide. Så skal vi bare holder os i live indtil da…” Hun tager den ene bakke “Det ser ok ud. Sæt dig nu ned og spis”

“Undskyld, men jeg har ærligt talt ikke meget tiltro til Wilcryn. Han virker ikke interesseret i at udsætte sig selv for fare.” Zeke sætter sig mismodigt ned og begynder at spise.

“Men de andre” Nyx tager en ordentlig mundfuld “Mmh, det smager godt. De andre virker ok. Jack ville nok komme”

“Ja, det er rigtig, men selv Jack kan ikke gøre noget mod en deling orker. Ja ja, det her er vel også en slags eventyr”

Nyx blinker til ham. “Lige præcis. Hvem siger, at det ikke er de to nye ambassadører i et nyt land, som sidder her? Vi bliver de diplomatiske forbindelser mellem her og…” Hun trækker på skuldrene “… resten af verden. Vi bliver rige, du! Hvis de ikke æder os, selvfølgelig” Hun griner og tager en mundfuld til.

Zeke kigger lidt skeptisk på et stykke kød, der ligger på hans ske “Øhh hvad plejer orker egentlig at spise?”

Nyx trækker på skuldrene “Ved jeg ikke…” Nu kigger hun også skeptisk på sin mad “Men de ville vel ikke servere vores egen slags til os, tror du?”

“Neeej?” Zeke trækker på skuldrene “Meh, det er stadig bedre end den kro i Saltmarch” Han putter maden i munden

Nyx griner højt “ALT mad er bedre end maden i Saltmarch. Ved du hvad?” Hun peger på ham med skeen “Hvad enten de andre kommer eller ikke, så skal vi bare holde os i live, ikke? Og jeg tænker, at folk, der giver deres fanger skeer at spise med, kan vel ikke være helt tossede”

“Tja, vi må vel bare vente og se”

“Lige nemlig. Du skal se, vi kan nok vende situationen til vores fordel på en eller anden måde. Det plejer vi at kunne”

Der går ca 20 minutter mere, så åbnes lemmen igen, efterfulgt af døren. Først kommer to soldater ind, tager bakkerne og går ud med dem. Ind kommer en orc med langt mørkt hår iført en fin klædedragt, flankeret af to soldater. Han kigger på dem og taler på elvisk med en speciel dialekt. “Mit navn er Mester Uzul, hvem er i?”

Nyx bukker “Vær hilset, Mester Uzul. Mit navn er Nyx Farseer. Dette er min partner Ezekiel” Hun præsenterer Zeke med en udstrakt hånd. “Vi er udsendinge fra Dar Idgard”

“Dar Idgard?” Orken ser chokeret på hende. “Det står skrevet, at Dar Idgard er forbudt land!” Så stopper han op og ser undersøgende på dem. “Du ligner ikke en elver, jeg har set før. Dine øre er meget korte. Og hvad i alverden er han?” Orken peger på Zeke.

Nyxs oprindelse er lidt et ømt punkt for hende, så hun laver en lidt hurtigt grimasse, da han kommer ind på det, men lægger så ansigtet i imødekommende folder igen. “Jeg er lidt en blanding. Min far er menneske. Zeke må nok hellere selv forklare hvad han er”. Hun ser over på Zeke. Han kan godt se, at hun blev skubbet lidt ud af kurs.

Orken kigger undrende på Nyz “Men-nes-ke?” Det er tydeligvis første gang han prøver at udtale det ord.

“Hvad siger han?” Spørger Zeke.

Det går lige op for Nyx, at Zeke ikke forstår elvisk… “Han spørger, hvem vi er og hvad vi er. Jeg fortalte ham mit navn – det var nok lidt dumt – og hvor vi kom fra. Han siger, at Dar Idgard er forbudt land. Og øhm… Han ved ikke hvad mennesker er… Han spørger også hvad du er for én. Hvad skal jeg sige?”

“Øhh, bare sig menneske. Lad os ikke gøre det alt for indviklet. Men nu ved vi i hvert fald at vi ikke er tilbage i Faerun”

“Hmm” Nyx nikker “Min ven er også menneske” forklarer Nyx orken “Mennesker er en almindelig race, hvor vi kommer fra. Måske kunne De fortælle os, hvor præcis vi er, Mester Uzul?”

“I er i Gromez Khugh. Den fantastiske hovedstad i Gromez-imperiet. Og hvilket plan kommer I men-nes-ker så fra? Og hvad laver i her?”

“Vi kommer fra et sted, der hedder Anchorome på det almindelige materielle plan. Vi er udsendte diplomater, som ønsker at fremme kulturelle og merkantile interesser mellem vores to riger”. Nyx smiler bredt og bluffer det bedste hun har lært ud fra tanken og håbet om at et civiliseret samfund selvfølgelig behandler diplomater godt.

Hun tilføjer til Zeke på common “Jeg har sagt vi er diplomater. Så må de ikke slå os ihjel, vel?”

Nyx prøver at regne ud hvor længe de har været her – det må snart være lige knap en time nu. “Ærede mester Uzul. Hvis I fører os til den portal, vi kom fra – og gerne så hurtigt som muligt, eventuelt med et tegn på jeres velvilje, så vil vi overbringe nyheden om Gromez Khughs overlegne storhed til vores foresatte” Hun smiler så overbevisende, hun overhovedet kan.

Orken kigger vredt på på hende “Der har aldrig været nogen af jer men-nes-ker her på Anchorome eller hvad det er elverne kalder det. Er det dem, der har sendt jer? MåskeIi har brug for lidt mere tid til at finde ud af at fortælle sandheden” Han vender sig om for at gå.

“Vent!” Nyx træder lidt frem “Undskyld. Vi er bare opdagelsesrejsende. Nogen – ikke elvere, vil jeg lige tilføje – opdagede en portal og vi meldte os frivilligt til at rejse igennem den” Hun trækker på skuldrene “Det lød spændende. Det ER spændende! Men vi skal være ved portalen lige om lidt for at kunne komme tilbage igen” Hun sætter sit allermest uskyldige ansigt op. “Lad os vende tilbage til Anchorome, Mester Uzul. Så skal vi ikke forstyrre roen her mere”

Han stopper op og kigger tilbage “Du ER i Anchorome, og hvis du vil tilbage til øst, så bliver det en meget lang gåtur. Retur portalen virker ikke. I burde slet ikke være kunnet komme hertil. Men den fejl har vi rettet. Men siger du, at nogen er i gang med at udforske Dar Idgard?” Han ser bekymret ud, da han siger det sidste.

Luften går helt ud af Nyx. Helt mat siger hun “Jeg tror ikke der er noget at bekymre sig om. De virkede ikke særligt kompetente, hvis jeg skal være helt ærlig… Og hvis vi ikke kan komme tilbage, så opgiver de muligvis…”

Hun vender sig og ser på Zeke “Han siger, at returportalen ikke virker… Og at dette her ER Anchorome! Hvad gør vi?” Hendes hånd famler hen mod hans, og hun griber fat i ham.

“Fuck” hvisker Zeke. “Jeg tror ikke vi kan gøre så meget lige nu. Vi må finde en måde at få dem til at indse, at vi kan være til nytte, eller i hvert fald ikke en trussel”

Orken kigger på dem lettere mistroisk. “Jeg tror, jeg hellere må snakke med kejseren, og finde ud af hvad vi stiller op med jer”. Han begynder at gå.

Nyx bukker for ham “Vi er meget villige til at samarbejde, Mester Uzul. I al den udstrækning vi kan”. Han nikker, og går ud. 

Zeke ser på Nyx med et tænktsomt blik “Men hvor på Anchorome tror du vi er? Så vidt jeg ved er der ingen byer”

Nyx trækker på skuldrene. “Han sagde, at det ville være en lang gåtur mod øst, hvis vi ville tilbage. Jeg tror, at Anchorome er større end vi tror, og at dette her er den vestlige ende af et større kontinent. Måske lige så stort som Faerun”

“Shit, det er da noget af en opdagelse, hva?” Zeke smiler skævt “Hvis bare vi ku fortælle det til nogen”

Nyx smiler tilbage “En dag vil vi. Og så bliver vi berømte! Vi gør os nyttige for deres kejser, og en dag bliver vi bindeleddet mellem øst og vest. Se på de her orker! Civiliserede og alt muligt. Her er penge at tjene, dét er der ingen tvivl om!” Hun giver ham et ordentligt smækkys og griner.

Han ser meget forarget ud “Nyx altså”. Så smiler han.

“Hvad? Er det her måske ikke det største eventyr vi nogen sinde kunne drømme om? Det bliver vildt!”

“Ja du har ret” Zeke nikker “Ambassadør Ezekiel lyder slet ikke så dårligt”

“Lige nemlig!” Hun ser drømmende ud “Ambassadør Nyxalia… Noget bedre end at stå i min søsters skygge resten af mit liv”

“Men, først og fremmest skal vi altså ud her fra”

“Mester Uzul ville snakke med deres kejser om os. Med lidt held bliver vi bragt til ham. Og så gør vi os nyttige. Vi er under alle omstændigheder interessante for dem. De kender ikke til mennesker. De kender til elvere, men kan se at jeg ikke er som dem de kender til”. Nyx går lidt frem og tilbage “Spørgsmålet er hvad vi kan byde ind med?”

“Information. Hvis de ikke kender til mennesker, kender de nok heller ikke til Faerun. Der er rigeligt vi kan fortælle dem om”

Nyx nikker, men rækker en finger op “Vi forråder ikke nogen. Vi gør det her for at fremme fred. De her orker er helt anderledes. Faerun vil kunne handle med dem”. Hun smiler tankefuldt “Det er spøjst. At elverne hjemme er… civiliserede, mens orkerne er primitive. Og i Anchorome er det omvendt”

“Tja, det er vel den slags ting der udvikler sig igennem tusindvis af år, måske har udgangspunktet været anderledes her. Måske har det, at der ingen mennesker er, gjort en forskel”

“Hmm, ja. Vi har det med at fylde. Eller de…” Hun sætter sig på den ene seng, og læner sig op af væggen og sukker dybt. 

De venter længe.

Offentliggjort af Den tatoverede børnebibliotekar

Bibliofil rollespiller, Æventyrer, lystløgner, mor og zeppelinerstyrmand. Jeg har knytnæverne resolut plantet i siden og med en kappe, der blafrer i vinden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: