Nimue kan ikke helt slippe tanken om Kaela. Hun virker så ung og uerfaren, og selvom Nimue absolut ingen trang har til at have hende med på slæb, så bekymrer hun sig alligevel. Men Kaela har ved enhver lejlighed siden deres samtale himlet med øjnene og gået sin vej, når Nimue er kommet i nærheden af hende, og er der noget Nimue ikke gider, så er det at blive betragtet som gammel og kedelig af et menneskebarn.
Nimue står på dækket og får øje på den store kriger, som hun bemærkede, da hun gik ombord. Han har fuld pladerustning på, og ser ud til at være meget kamporienteret. Han holder sig for sig selv, og Nimue kan ikke huske at have set ham interagere med nogen. Hun kan ikke umiddelbart se nogen religiøse symboler på ham, men lige nu sidder han på knæ og beder med sin halskæde knyttet i hånden. Nimue får en idé og går hen til ham.
Hun sætter sig med ryggen op af rælingen i nærheden af ham. Hun vil ikke forstyrre ham, mens han beder, men han må snart kunne mærke, at hun er der og kigger intenst på ham. Ellers opdager han det nok, når han ser op.
Der går måske 10 minutter, hvor han bare mumler for sig selv, hvorefter han stille og roligt løfter sit ansigt og kigger hende ind i øjnene uden at sige noget. For første gang ser hun hans øjne. De er fuldstændig grønne og glimter som en smaragd med en lille sort pupil i midten.
Det er usædvanligt, men ikke noget Nimue ikke har set før i en eller anden variant i the Feywild – dog oftest hos folk og væsener man ikke har lyst til at gå i clinch med… Et øjeblik returnerer Nimue dog det faste blik. Hun føler sig ovenpå og selvsikker, og hun nikker til ham som hilsen “Jeg tror, at du og jeg kan tale ligeud til hinanden” siger hun uden yderligere dikkedarer “Jeg hedder Nimue, og jeg har en anmodning, som du kan forkaste eller tage til dig. Vil du lytte til mig?”
Han rynker brynene, og kigger nogle sekunder, så nikker han.
Nimue smiler kort “Om bord på dette her skib er en ung kvinde, som er død inden der er gået en måned, hvis ikke nogen gør noget ved det. Hun drømmer om eventyr og vil ikke lytte. Det ved jeg, for det gjorde jeg heller ikke, da jeg var i hendes sko. Hun kunne godt bruge nogen, der passer på hende. Det ved jeg godt er for meget at bede nogen om. Især fordi jeg ikke selv har tænkt mig at gøre det. Men hun bærer sværd, og du bærer sværd. Kan jeg bede dig vurdere hendes evner, evt træne lidt med hende, indtil vi når frem til vores mål?” Nimue kigger over skulderen på de sorte skyer som hurtigt kommer nærmere. “Når vi er kommet igennem stormen, selvfølgelig”
“Heh, hvorfor skulle jeg spilde min tid på dem, der allerede er døde” Hans stemme er meget mørk, et øjeblik er Nimue i tvivl om det er hans stemme eller et tordenskrald i det fjerne.
“Fordi hun ikke er død endnu. Vi har ikke nogen forpligtelse til at holde tåber i live, men med bare en lille smule mere realitetssans kunne hun nå langt” Nimue får et glimt i øjet “Jeg tror muligvis, at du er den eneste på dette her skib, som kan imponere hende nok til at lære hende noget vigtigt om hvordan man overlever dér vi skal hen”
Han rejser sig og går helt tæt på Nimue. Han tårner sig op over hende og hun får en ubehagelig følelse af, at hun burde løbe sin vej – straks, hurtigt og så langt væk som muligt.
“Jeg tror, du misforstod mig: hun kommer ikke igennem stormen”. Nimue når lige at se et glimt af hans halskæde: 3 lyn der snor sig om hinanden, så vender han sig og går.
Nimue står tilbage som om hun lige har fået en mavepuster. Da hun endelig trækker vejret igen, er det med et gisp. Selvom vinden rusker i hendes hår og regndråber så småt begynder at piske mod hendes ansigt, bliver hun stående. Tårer blander sig med regnen, og først da en sømand råber til hende, at hun bør gå under dæk, gør hun det. Hun skynder sig under dæks for at finde sine venner.
Han får efterfølgende tilnavnet Scary Cleric…
Turen går til Anchorome - et rollespil 