Mellemspil – hvori Nimue snakker med den unge kriger, Kaela, som synes hun er en boomer…

Nimue elsker historier og bliver siddende i kabyssen en aften, hvor tieflingen, Curtass Rose, synger og fortæller efter aftensmaden. De andre har trukket sig tilbage, hvilket er heldigt. Curtass Rose er ikke meget for at optræde, når Flin er der, for der er ingen tvivl om, at Flin er den bedre performer, og har bedre historier.

Curtass Rose fortæller nu nogle rigtig gode historier, selvom de tydeligvis er voldsomt overdrevne, og det er altid med ham selv som helten. Han er også en glimrende lutspiller, men ikke noget som ikke er hørt bedre før. 

Nimue har lyttet med på hans historier før, og der er én tilskuer, som altid lytter med, nemlig den unge kvinde i den flotte rustning. Hun sluger hvert et ord med store øjne.

Curtass Rose har lige færdiggjort en fortælling – der er blevet klappet, og han begynder at spille noget lytte-musik. Nimue vender sig mod den unge kvinde og siger “Det er en god historie. Sidst jeg hørte den, var hovedpersonen nu en elver.” Nimue griner lidt og rækker hende hånden “Jeg hedder Nimue. Jeg er fra Waterdeep. Hvad med dig?”

Den unge kvinde blinker lidt som om hun kommer ud af en trance og tager Nimues hånd “Kaela Wull, Baldur’s gate”

Nimue genkender blikket. Det har hun selv siddet med hundrede gange, da hun var yngre. “Hvad skal du i Anchorome?”

“Eventyr!” Hendes ansigt lyser op “Jeg har hørt, at det er fyldt af vidundere og skatte”

Nimue smiler bredt til hende “Det er der helt sikkert. Men der er også farligt. Kan du slås? Har du nogen at rejse med?” Nimue prøver at holde bekymringen ude af sin stemme. Kaela er jævnaldrende med Nimues datter Nyx… Måske tog Nyxalia også derover for eventyrets skyld? Nimues hjerte begynder at banke lidt hurtigere.

Kaela klapper på sværdet ved sin side (som ser meget pænt og ubrugt ud) “Selvfølgelig, jeg er trænet kriger. Men jeg rejser alene, jeg har ikke brug for at dele bytte med nogen.” Hun smiler meget selvsikkert “Hvad med dig? Rejser du med dine børn?”

Nimue ryster på hovedet “Min datter er på din alder. Og da jeg ved, hvor farlig Anchorome er, har jeg sørget for at aftale med dygtige folk, at vi følges. Man får ikke glæde af skatte, hvis man er død, Kaela”

Kaela ruller med øjnene “Jeg skal nok klare mig”

Nimue nikker og lader være med at knibe hende i kinden som et lille barn. Hun smiler overbærende til hende “Held og lykke med din skattejagt” Nimue rejser sig og går. Hun kan godt huske hvordan det var at være ung og ikke ville lytte. Man lærer at overleve eller man dør. Og Nimue føler ingen trang til at knytte sig til et menneske, der højst sandsynligt vil være død om en måned…

Offentliggjort af Den tatoverede børnebibliotekar

Bibliofil rollespiller, Æventyrer, lystløgner, mor og zeppelinerstyrmand. Jeg har knytnæverne resolut plantet i siden og med en kappe, der blafrer i vinden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: