Mellemspil – hvori Nimue og Kilvhin lærer en halflingdreng noget om buer og sandheden, og sidenhen deler hemmeligheder med hinanden

Nimue ved lige, hvordan de skal få tiden til at gå, og tilbyder at lære ham at skyde med bue. Han lyser op i et smil, skæver over skulderen til sine forældre, som har ryggen til. Det vil han gerne! De prøver først med Nimues bue, men den er højere end han er, og han har ikke en jordisk chance for at spænde den. Nimue tænker sig om. Har bogormen ikke en kortbue? Jo, det havde han da vist nok! Nimue leder efter Kilvhin og finder ham.

“Kilvhin, har du en shortbow, som jeg må låne? Jeg synes, jeg så dig med én”

Kilvhin ser op fra sin bog – en smule skeptisk. “Det kommer lidt an på, hvad du vil bruge den til? Jeg er ikke så meget til at låne mit værktøj ud her og der…”

“Det kan jeg godt forstå. Jeg er ved at lære Wilcome, halfling drengen, at skyde med bue, men min bue er alt for lang til ham. Jeg lærer ham selvfølgelig også, at man skal have respekt for sine våben og værktøj, og andres især”

“Jeg vil gerne låne dig den, men ville du have det fint med, at jeg kigger på imens?”

Nimue smiler “Naturligvis. Det kan være du kan give nogle tips. Jeg kender kun langbuen, og ved ikke om der er teknikker, som særligt gælder kortbuer” Hun tænker sig om “Selvom en kortbue nok svarer til en langbue for Wilcome. Han er jo ikke så lang”

“Jeg har set mange halflinge bruge en kortbue, så det skal nok ikke være et problem. Jeg kan løsne strengen lidt, så den er lettere at trække” Han arbejder hurtigt med at løsne strengen, og tester den hurtigt. “Ah, sådan! Det er længe siden jeg har lært en begynder på bue”

“Har du trænet nybegyndere før? Så var det vel nok godt jeg spurgte dig. Jeg har aldrig selv undervist nogen”

“Jeg har ikke personligt undervist, men jeg har da givet et par fif her og der. Hvad gav dig lyst til at undervise drengen?”

Det varer lidt før Nimue svarer “Noget skal tiden jo gå med” Hun smiler lidt forlegent.

“Det har du i hvert fald ret i. Det skal nok gå godt, måske du og jeg også lærer noget – det sagde en af mine mestre tit og ofte, at man lærer meget selv, og om sig selv i at undervise andre. .Jeg har for eksempel lært, at min tålmodighed ikke er særlig høj – det håber jeg at kunne gøre noget ved.” Han returnerer Nimus smil.

“Så får vi se hvad vi kan lære af det her. Kom og mød Wilcome”

Wilcomes forældre ser lidt bekymret til, da han får buen i hånden, men de er heldigvis ikke curling forældre. Nimue finder en sæk og fylder den med halm, som de kan bruge som skydeskive.

“Det allerførste vi gør er at lære uden pile.” Kilvhin viser ham korrekt teknik, og fortæller ham, at han bliver nødt til at vide, hvordan buen føles i hans hænder, før han skyder en pil afsted.

Nimue følger med fra sidelinjen og har fokus på sikkerheden, da pilene (uden spidser!) først kommer i brug: ”Du må aldrig spænde buen, før du har fokus på dit mål! Ikke noget med at skyde tilfældigt forbipasserende ved et uheld”.

Kilvhin fortsætter hvor Nimue slap: “Hvilket er grunden til, at vi ikke skyder bevægelige mål. Det er farligt nok, at båden gynger som den gør.”

Nimue siger stilfærdigt til Kilvhin “Du er en god lærer”, mens de kigger på Wilcome, som står og trækker lidt i strengen, mens han lytter til dem og nikker. Så lægger han et skaft på strengen og skyder. Den har en fin kurs og god fart, men den flyver lige over målet og falder i vandet.

Kilvhin står og ser vurderende på ham med et tankefuldt udtryk.

Nimue er lidt ærgerlig. Selv uden spids er pilen et stykke arbejde, der er gået tabt. “Prøv igen” siger hun, og fortsætter ” Sigt lidt lavere. Jeg tror måske du slap fokus dér til sidst. Og husk jeg ikke har uendeligt med pile…”

Wilcome giver NImue et skævt blik, og mumler noget på halfling.

Kilvhin lytter og hans øjenbryn ryger i vejret. 

Wilcome prøver igen, og igen ryger den for højt.

Kilvhin trækker Nimue til side. “Drengen har tydeligvis prøvet det her mange gange. Den teknik han har, er ikke noget jeg ikke har set før fra folk med år af erfaring. Vi spilder vores tid, og jeg kan ikke li’ at blive løjet for”

Nimiu ser virkelig skuffet på Wilcome. To pile i havet for at lave sjov? Not funny.

“Wilcome? Har du prøvet at skyde med bue og pil før?” spørger hun lige ud.

Han ser først lidt forvirret ud, så kigger han ned og siger meget stille “Ja, men mine forældre ved det ikke”

Nimue bider sig i læben, og skæver hen til forældrene. Hun går lidt tættere på Wilcome og siger lavmælt “Skal vi så ikke lade som om, at du er et naturtalent, der lynhurtigt lærer det? Så imponerer du dine forældre, og mine pile går ikke til spilde”

Hun lægger en hånd på hans skulder og smiler til ham. Hun blinker til Kilvhin for at få ham med på vognen.

“Okay,” siger Wilcome ”Men kan jeg ikke få lov til at få spidser på. Det er meget svært at styre, når de ikke er balancerede. Så er der en chance for jeg ikke skyder over”

Kilvhin tænker ikke, at der er noget galt i at kunne forsvare sig selv, så han tier, og overlader det moralske i det til Nimue. Han rækker hånden bagud og trækker en pil fra sin pilekogger. “Jamen, skyd så”.

Nimue tænker lidt. “Vi kan også godt vægte dem, så de er balancerede, men jeg vil ikke spilde pilehoveder, før jeg har set, at du virkelig kan” Hun holder lige en hånd ud foran Kilvhin “Du skal heller ikke spilde dine”

Wilcome ruller med øjnene “Jeg kan altså godt ramme”

“Nårh, det går nok. Mine mål skal helst dø før jeg bruger pile”, siger Kilvhin og blinker til Nimue. “Her, vis mig hvad du kan”. Wilcome tager hans pil.

Nimue lægger armene over kors og ser på drengen med hævede øjenbryn. “Ja, det skal vi vist lige have demonstreret”. Hun stiller sig ved siden af Kilvhin som en fælles front

Wilcome smiler, lægger pilen på og skyder. Ikke et perfekt skud, men den sætter sig lidt yderligt i målet. Wilcome ser meget selvtilfreds ud. “Se!”

Nimue smiler til ham og nikker “Hvad skulle alt det pjat så til for? Man skal sige sandheden til sine forældre” Hun prøver at se lidt streng ud, men uden det store held.

“De har sagt, at jeg ikke måtte, men min onkel tog mig med på kanin jagt”

“Arh, det er jo ikke alt man behøver at fortælle” siger Kilvhin. ”Hvis man nu ikke får lov til det, må man gøre, hvad man må. Her, stil dig sidelæns. Man vender aldrig brystet imod sin modstander. Jeg lagde også mærke til, at du holdt vejret imens du skød – prøv at skyde, imens du stille og roligt puster ud.” Kilvhin går over og trækker pilen fri, og giver den til Wilcome

Nimue smiler og træder lidt tilbage og ser på, mens Kilvhin underviser.

Wilcome nikker og gør præcis som Kilvhin siger, slipper strengen. Pilen sidder måske en centimeter fra center. Wilcomes ansigt lyser op i et stort smil

Nimue klapper spontant og siger højt, så forældrene kan høre det “HOLD DA OP. DU ER GODT NOK DYGTIG”. Wilcome får en knytnæve på skulderen, og hun siger mere lavmælt “Jeg mener det. Du ER ret god.”

“Sådan. Øv det skud 100 gange, øv det så 100 gange til – så begynder det at ligne noget.” Kilvhin er tydeligvis mindre imponeret.

Nimue ser hen på Kilvhin med løftede øjenbryn, og siger så til Wilcome “Altså, det skal du, hvis du vil gøre det til din levevej. Men ellers kan mindre nok gøre det”

”Der er forskel på at vide, hvordan man bruger en bue, og at være bueskytte, det har du ret i” siger Kilvhin. ”Du lærer nok ikke at blive bueskytte her på båden, men glem ikke det jeg har lært dig, og brug det, når du engang får din egen bue.” Kilvhin går over til forældrene. ”Jeg vil anbefale, at i køber en kortbue til Wilcome. Han er dygtig, og ville kunne forsvare jer i Anchorome.”

Wilcome ser lidt overvældet ud, det var mange ting på én gang, så han nikker bare.

“Forsvare os?” siger faren “Vi skal bare arbejde som snedkere”

Kilvhin siger: ”Af hvad jeg har hørt, så er Anchorome et farligt sted. Og ja, det er mest naturen, der er farlig, men man ved jo aldrig, hvad man kommer ud for i sådan et sted.”

“Jeg tror mest det er farligt for dem der går rundt med våben og skyder på ting. Det skal vi ikke have noget af.” Halflingmanden tager Wilcome i hånden og begynder at gå ned mod kahytterne

Nimue smiler til Wilcome og vinker diskret til ham. Han smiler tilbage

Kilvhin bliver let irriteret, tager buen, og vender blikket mod Nimue. ”Er der andet vi kunne finde på?”

“Du kan vise mig, hvad du kan med den bue der” Der er en udfordring i hendes stemme

Han smiler, trækker en pil, og skyder efter målet, imens han kigger hende i ansigtet. Den sidder i centeret.

“Blærerøv” Nimue griner “Men du har noget at have det i”

”Haha, jeg har også øvet en del. Jeg er dog ikke god med en langbue. De er for store og umedgørlige til min smag – vis mig lige et ordentligt skud!”

Nimue smiler, og splitter hans pil med sin. Hun ser ham i øjnene imens. “Men målet er alt for tæt på til at det er en udfordring” siger hun undskyldende. Hun pakker buen væk “Vi får nok rigeligt med lejlighed til at blære os, hvis vi skal ud i vildnisset” Hun ser på ham “Hvad er dine planer, når vi når frem?”

Et smil sniger sig ind i mundvigen på Kilvhin, idet at han ser pilen mase sig ind i målet. Han går over og trækker den ud. ”Umiddelbart skal jeg skal lige over på skibet ”The Magpie” og snakke med deres kvartermester. Hvad med dig? Følges du med Flin eller hvordan?”

“Det har jeg ikke diskuteret med ham. Men jeg har snakket med Roraqx og han har lovet at hjælpe mig med at finde… hende jeg skal finde. Hvis ikke det bliver alt for farligt altså. Han vil ikke sætte livet på spil for det, hvilket er rimeligt nok”

Kilvhin ser på hende. ”Hvad med at vi laver en aftale? Jeg leder også efter en person. Du hjælper mig, og jeg hjælper dig?”

Nimue vender fronten imod ham og ser indgående på ham. Så nikker hun “Det tror jeg er en god aftale” Hun rækker en hånd ud mod ham.

Han giver hende et håndtryk. ”Har du nogen ledetråde indtil videre?”

Nimue ryster på hovedet. “Jeg vidste hun var taget til Baldur’s Gate, og der fandt jeg ud af, at hun var taget med skib mod Port Balduran ca 6 uger før vi tog afsted. Med lidt held er hun blevet i byen, men jeg ved det ikke. Måske skal vi ud i vildnisset. Hvad med dig?”

”Jeg er formentligt 3 dage bagud, og ved med 80% sikkerhed at vedkommende er sejlet med ”The Magpie”. Jeg ville lige høre deres kvartermester, om de har set en med vedkommendes beskrivelse.”

“Dit spor er noget friskere end mit” Hun ser tænksom ud “Der skulle være en god chance for at vedkommende stadig er i byen. Hvem er det du leder efter?”

”Ja, med lidt held er han stadig i byen. Det er en af mine kollegaer fra mit guild, som formentligt er blevet lovet nogle ting i Anchorome. Jeg er blevet sendt ud for at finde ham og bringe ham tilbage. Hvem leder du efter?”

Nimue tøver lidt “Ja, egentlig giver det ikke mening at holde skjult længere, og slet ikke for dig…” Hun ser på hans halvelverører, trækker vejret dybt og siger “Jeg leder efter min datter”

”Så synes jeg vi skal lede efter din datter først. Jeg kan lige snakke med kvartermesteren på The Magpie’ først, og så leder vi efter din datter! Jeg har uheldigvis fået mit forstørrelsesglas stjålet, men klarer os nok uden”

Nimue griber bevæget fat i hans arm. Hun holder tårer tilbage og hendes stemme skælver, da hun siger “Tak, Kilvhin! Det betyder meget!”

”Det er utroligt, at du ville vælge min sag frem for din. Du har min respekt.” Han smiler til Nimue. ”Vi skal nok finde din datter.”

Nimue nikker “Det skal vi. Og jeg har virkelig brug for hjælp, hvis vi skal ud i vildnisset. Det er meget at bede andre om at følge med derud”

”Ja, det passer. Heldigvis er Flin meget for at tage ud på eventyr, så ham skal du nok få med, hvis du ikke allerede har. Vi to er i samme båd, så der er ikke noget der.”

“Jeg håber Flin vil med. Jeg tror, at vi fire varulvebekæmpere er et godt team”

”Ja, det ser sådan ud. Hvordan har du det egentlig med Roraqx? Han virker lidt… anderledes.”

Nimue smiler bredt, med tænder som Roraqx gør det “Jeg kan vældig godt lide ham! Ikke noget fikumdik dér”

”Jeg er bare ikke vant til de… typer. Han er ærlig nok, men han virker til kun at gøre som han har lyst. Tror du han ville hjælpe os?”

“Det har han sagt han ville. Jeg talte med ham om det den anden dag. Altså, han vil undgå dødsfare for enhver pris, men hvem gør ikke det? Jeg regner bestemt ikke med, at han tager en pil for mig nogensinde, men han bliver god at have ved sin side”

”Nej, det kan man ikke forvente af nogen. Det er fair nok. Han er god at have ved vores side.”

“Han leder efter en ny klan og vi leder efter folk. Vi hjælpes ad med at lede. Så er der noget i det for alle. Og eventyr til Flin! Har du talt med ham?”

”Jeg har ikke snakket med Flin – jeg er ikke rigtigt typen, der søger folk op. Men hvis du tager fat i ham, så tag mig bare med.”

“Aftale” Nimue smiler. Hun virker glad og lettet. ”Super.” Kilvhin smiler tilbage

“Hvad har du ellers fået tiden til at gå med?” Nu smalltalker hun, mens hun rydder deres interimistiske skydebane op.

”Jeg er med i en guild hjemme i Shadowdale, hvor vi har haft nogen problemer med drows, der har prøvet at generobre byen. Jeg har ikke været på de helt store missioner – det her er egentlig min første. Hvad med dig?” Han bukker sig ned og giver en hånd med.

Nimue griner “Jeg mener: hvad har du fået tiden til at gå med ombord? Jeg er trænet som ranger. Ret ubrugeligt om bord på et skib, men det bliver anvendeligt nok, når vi når frem, går jeg ud fra. Hvis Anchorome ikke er alt for anderledes end Feywild, altså” Det sidste får hende til at se lidt bekymret ud.

Kilvhin får halvrøde kinder, og kigger ned i dækket. ”Nåårh, nej, ombord på skibet har jeg ikke lavet det store – spist, læst min bog, trukket noget luft..” Han kigger op. ”Hvordan er det da i Feywilden? Jeg har hørt noget om de skikkelser, som kommer derfra, men det er ikke meget.”

Nimue ser op og ser helt deadpan på ham “JEG er en af de skikkelser, der kommer derfra. OG Flin”

Kilvhin prøver at redde situationen ”Forstå mig ret, jeg tænker på blinkdogs osv. Jeg ville ikke tænke med det samme, at du var fra Feywilden.”

Hun slår ham på armen “Arj, jeg laver sjov med dig. Altså, jeg ER fra Feywild, men er ikke fornærmet over, at du ikke kan se det” Hun griner til ham. “Jeg kan godt fortælle dig om Feywild, hvis du virkelig er interesseret. Jeg har boet der det meste af mit liv”

”Ok, godt – jeg troede lige jeg ramte et ømt punkt.” Han griner lettet med. ”Jeg er superinteresseret i at høre nogen historier på et tidspunkt. Så kan jeg lige fortælle om den ene gang en flok drow sneg op fra undergrunden og ind i Shadowdale for at kidnappe øverstens søn. Men den gemmer vi, indtil vi på et tidspunkt sidder rundt om bålet ude i de vilde. ‘Hvis det ikke er Flin, der tager scenen hver gang”

Nimur griner “Du skal nok insistere, hvis du skal have ørenlyd. Men jeg vil gerne høre historien, så du skal nok få muligheden. Og nej, det er ikke et ømt punkt. Jeg er ikke som de andre selvhøjtidelige skiderikker fra Sildëyuir”

”Jeg tror, at de typer er alle steder, lige meget hvilket plane man er på. Menneskerne går også rundt og tror de ejer det hele i Shadowdale, fordi de er i flertal…” Han sætter de sidste ting på plads. ”Det skal nok blive spændende for os at udforske Anchorome sammen.”

“Jeg tror også den sidste halvdel af sørejsen bliver mere underholdende, når vi kan udveksle historier. Jeg vil gerne høre om Shadowdale ved lejlighed. Jeg har ikke rejst så meget i Verden”

”Der er masser at fortælle. Jeg glæder mig ihverfald også at høre om Feywilden, og hvis det ikke bliver fra dig af, skal Flin nok komme med noget godt.”

“Helt sikkert! Spørg ham om blinkdogs” Hun blinker konspiratorisk til ham “Jeg tror han har en god historie om dem”

”Haha, det skal jeg huske at gøre!”

Nimue og Kilvhin finder venskabeligt snakkende et godt sted at sidde. En af de første ting Nimue fortæller om Feywild er, at der altid er tusmørke. Hun tager sine briller med røgfarvede glas frem. “Det er derfor jeg har dem her på, når solen skinner. Jeg vænner mig aldrig til alt det lys”

”Ok, det vidste jeg ikke! Jeg troede, at det bare var i Underdarken, at der altid var mørkt. Nej, det kan jeg da godt forstå – selv os der har været i solen det meste af vores liv, kan ikke være i den, når den er stærkest. Hvad kalder I elverne i Feywilden? Her har vi for det meste høj-elvere og skov-elvere. Jeg mener, min far er høj-elver.”

“I Sildeyuir er vi en slags højelvere – stjerne-elvere” Hun peger op “Det er derfor jeg er så glad for stjerner” Hun bider sig i læben og spørger lidt forlegent “Vil du fortælle mig om dine forældre?”

Kilvhin kigger ned i dækket, løfter hovedet, og stirrer ud i luften. ”Heh, det er ikke rigtigt noget jeg er vant til at snakke med andre om. Jeg kommer sådan set ikke tæt nok på folk, til at jeg føler det vigtigt at diskutere. Men kort sagt, så er jeg ikke i kontakt med min familie – jeg har aldrig mødt min far, selvom jeg forestiller mig, at han er fra Shadowdale – og min mor og jeg blev skilt ad, da jeg var omkring 13-14. Der er meget at fortælle, og måske jeg kommer ind på det på et tidspunkt. Hvad med dig, har du noget familie der venter dig i Sildeyuir?

Nimue fnyser “Det håber jeg sandelig ikke at de gør, for jeg kommer aldrig tilbage! Stjerneelvere er meget fordomsfulde. De bryder sig ikke om andre racer. De misbilligede, at jeg drog ud i Verden, især da…” Hun stopper sig selv og fortsætter “Jeg forstår godt det med at ville holde kortene ind til kroppen. Det ER svært at tale om… nogle ting til folk, man dårligt kender”.

”Ok, det lyder ikke godt, men respekt for at du stod op til dem og drog ud alligevel”

Nimue skæver til ham ”Jeg håber ikke at jeg snager, og lad endelig være med at svare, hvis du ikke vil! Men var det svært at vokse op… som halvblods?”

”De første år i mit liv var forfærdelige, men da guilden tog mig ind, var det som om jeg passede ind på en eller anden måde. Varus, ham jeg leder efter, er også halvelver, så det gjorde det meget lettere.” Nimue ser bekymret ud, da han fortæller, hvor svært det var, og lægger kort en hånd på hans arm.

Kilvhin fortsætter ”Hvad sagde dine forældre til, at du tog afsted?”

Nimue himler med øjnene “Det var ærligt talt lidt svært at høre, for de råbte i munden på hinanden. Men humlen i det var noget i retningen af ‘rejser du nu, skal du ikke komme tilbage hertil’, og det har jeg så heller ikke tænkt mig!”

”Nårh, det er jeg ked af at høre. Fuck dem, de har ikke fortjent dig så”.

NImue fortsætter: “Så ham du leder efter, er en ven? Er du bekymret for ham?”

”Jeg er mere vred på ham end bekymret. Han tog afsted uden at inkludere mig i hvad det var han ville. Jeg ved, at det er forfærdeligt at sige, men jeg håber næsten, at han er blevet afpresset på en eller anden måde – det ville forklare en del.”

Nimue nikker “Det forstår jeg godt”

”Tog du afsted fra Feywilden efter din datter forsvandt, eller tog hun med dig?”

Nimue er tavs længe, så smiler hun forlegent “Dette her er så et af de tilfælde, hvor det bliver ret privat… Jeg ved ikke… Det er lidt af en trist historie at belemre andre med”

Kilvhin nikker forstående. “Det er helt i orden. Hvis du nogensinde har brug for at snakke om det, så ved du, hvor jeg er”

Nimue nikker “Tak” Hun trækker vejret dybt “Åh, jeg ved heller ikke, hvorfor det skal være så hemmeligt. Min datter er halvmenneske, ligesom dig. Du kan måske forestille dig, hvad mine forældre syntes om det?”

KIlvhin løfter øjenbrynene. ”Hmm, undskyld udtrykket, men… skide elvere. Det var også høj-elverne der voldte mig flest problemer i Shadowdale. Min mor var menneske, og så vidt jeg har hørt, har hun kun mødt min far den ene gang, og vi har måtte tage følgerne lige siden. Hun snakkede aldrig om min far, så jeg lod, til sidst, være med at spørge.”

Nimue rynker brynene “Jeg er ked af at høre, at det åbenbart er en generel fordom, og at du har måtte gennemgå alt det! Min datter voksede op hos sin far. Mine forældre tog hende fra mig, da hun var født, sagde at hun var dødfødt. Jeg fik først for nyligt at vide, at hun faktisk levede. Det er derfor jeg leder efter hende nu”

Kilvhin bliver vred ”Nej, det mener du ikke? Det er kraftedeme for meget.” Han holder vejret og kigger op ”Det er mere end hvad nogen burde blive udsat for.” Han lægger hånden på Nimues ryg ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har ingen ord.”

“Bare hjælp mig med at finde hende?” Nimue ser indgående på ham. Hendes stemme er lav og intens.

”Det kan jeg love dig for, at jeg gør! Arh, hvad siger du til, at vi får os noget at spise, og lige tygger på alt vi har snakket om? Jeg kunne i hvert fald godt spise” Han smiler trøstende til Nimue ”Vi skal nok finde din datter, det lover jeg.”

Nimue nikker og smiler varmt. “Jeg er med på noget mad! De må snart ringe med middagsklokken. Jeg er hundesulten”