Mellemspil – hvori Nimue lærer noget om Anchorome (og om sig selv) fra krigeren Felearn

Nimue kalder ud til ham: “Undskyld, hr Felaern, må jeg forstyrre Dem et øjeblik?”

“Storm på vej” Han taler med en tyk accent. Nimue kigger ud over havet, og kan ikke se andet end blå himmel. Der er dårligt nok hvidt på bølgerne

Nimur kniber øjnene lidt sammen bag brilleglassene “Hmm, betyder det, at De har travlt, eller kan jeg lige nå at stille et spørgsmål eller to om Anchorome? Jeg hører at det er Deres hjemstavn”

“Mmm hjem” Han fjerner ikke øjnene fra horisonten.

Nimue kravler ud på bovsprydet og sætter sig bag ved ham og holder øje med horisonten. “Jeg leder efter én, som er rejst dertil. Måske finder jeg hende i Port Balduran. Men hvis jeg ikke gør, så skal jeg ud i vildnisset” Hun holder en pause, så han ikke bliver alt for overvældet af for meget snak på én gang. “Jeg er ret god til vildnisser generelt, men vil gerne vide om der er noget særligt jeg skal være opmærksom på” Hun venter tålmodigt. Tavse fyre svarer sjældent med det samme, men hun har tid nok.

“Lær løbe hurtigt”

Nimue løfter brynene og nikker “Okeeey… Hvad ville jeg typisk skulle løbe fra?”

Han drejer sig hoved mod hende. Hans hætte falder ned og hun ser hans lange ører. Han kniber sine øjne sammen, da han ser hende for første gang, og han siger på elvish med en dialekt hun aldrig har hørt før “Alt!”

Nimues øjne bliver store og hun sidder lidt og overvejer om han overdriver. Han er svær at læse, og han virker umiddelbart meget seriøs, men Nimue fornemmer alligevel et lille glimt i hans øjne, og bevægede hans ene mundvig sig ikke en lille smule opad? Han vender sig om mod horisonten igen.

Nimue smiler skævt “Ja, så kan jeg godt forstå du valgte det roligere liv på havet” Hun griner kort og lavmælt for at vise, at hun godt fangede hans skræmmetaktik. Hun bliver alvorlig igen “Ikke desto mindre må jeg risikere at vove mig ud i det, hvis det er den vej sporet fører. Tak for din tid” Hun mumler lavmælt for sig selv, men hun skubber sig selv bagud mod skibet. “Løb. Tjek”

“Jeg har ikke valgt havet – det er farligere end skoven”

Nimue standser op og skubber sig selv frem mod ham igen. “Hvad skete der så? Hvordan endte du på The Nymph?” 

“Jeg kunne ikke være i stammen mere. Ingen i by ville give mig arbejde. Kaptajnen reddede mit liv” Hans dialekt er så anderledes, at hun næsten ikke kan forstå ham, Ordene ’by’ og ’kaptajnen’ siger han på common.

Nimue sætter sig lige bag ham “Det gør mig ondt. Det er svært at forlade sin familie for altid. Bor din stamme i Port Balduran?”

“Ved den uendelige sø”

“Felaern, kan du hjælpe mig? Du kender området. Kan du hjælpe mig med at lave et kort? Med at fortælle mig hvad jeg kan forvente derude. Udover at møde ting jeg skal løbe fra…” Hun lægger forsigtigt en hånd på hans skulder.

Ham fjerner sig fra hendes hånd, ikke pludseligt eller aggressivt, men næsten som en kat der snor sig “Koo ort?” Han rynker sine bryn.

“En tegning over området. Så jeg kan finde vej?”

Han lægger hovedet på skrå og kigger på NImue, igen er ligheden med et kat uhyggelig. “Tegning er i hovedet”

“Jeg ved godt, det virker abstrakt… Kan du få det ned på papir? Så jeg kan tage det med mig?” Hun smiler forsigtigt “Jeg kan jo ikke tage dig med”

Han ryster på hovedet “Tegning er i dit hovede” Han vender sig og tager fat i hendes hage og drejer hendes ansigt så hendes højre side vender mod ham. Han rører hende på nakken “Bjerge” Han rører hende på halsen “Tågebakkerne” Han rører hende på øret “Uendelige sø” Hendes hår “Glitrende Skov” Han rører ved hendes mundvig “By, Balduran” og til sidste lægger han en finger på hendes læber “Hav”

Nimue blinker et par gange. Hun har holdt vejret under hele demonstrationen, som føltes meget intim. Hendes hjerte banker, og hendes tanker er mange andre steder henne, før de vender tilbage til det kort han lige har tegnet på hende. Hun tænker et øjeblik, og så nikker hun “Jeg forstår. Tak Felaern” Hun tøver og spørger så “Er der er andet du vil fortælle mig om Anchorome? Hvad som helst, der kan hjælpe mig?”

Han vender sig om og kigger mod horisonten. Der går lang tid og hun begynder at blive i tvivl om han overhovedet har hørt hende. “Hjem er farligt. Respekter det, og hjem er smuk og hjem er rigt”

Måden han siger ‘hjem’ på, med sin elviske dialekt, lyder som Anchorome

Nimue smiler ved sig selv. Det er ligesom the Feywild, og dét forstår hun sig på. “Tak, Felaern. Jeg sætter virkelig pris på dét du har fortalt mig. Er stormen på vej?” Hun kigger ud mod horisonten

“2 dage”

Nimue skæver til ham “Right… Så ikke ligefrem overhængende. Jeg vil overlade dig til dit arbejde. Tak igen” Hun rækker hånden ud, men trækker den til sig igen, inden hun rør ham, og kravler tilbage på fordækket.

Nimue holder lidt øje med Felaern herefter. Han er umiddelbart ikke så nem at holde øje med dog. Han har tendens til at forsvinde, lige så snart man ikke er opmærksom.

Et par dage efter opsøger hun ham igen. Han er på dækket og står bare og kigger ud over havet ved styrbords forstavn. Det er begyndt at blæse op. Nimue stiller sig ved siden af ham og lægger armene på rælingen “Det ser ud til du får ret. Bliver der storm i dag?”

“Ja”

Nimue vender sig imod ham “Jeg glemte vist at introducere mig sidst. Jeg hedder Nimue” Hun rækker hånden frem.

Han kigger skeptisk på din hånd “Felearn” Navnet lyder som elverordet for ørn med hans mærkelige dialekt.

Nimue nikker – hun kender godt hans navn. Hun lægger hånden på rælingen igen, da han ikke tager den.

“Jeg ved godt, at du… måtte forlade din klan ved den Uendelige Sø, og at du måske ikke har lyst til at tale om den… Men hvis du kan overtales, så har jeg spørgsmål om dit folk. Bare så vi ikke rager uklar med dem ved at overtræde regler vi ikke kender”

“Spørg”

Nimue lyser kort op i et smil og begynder at spørge “Er der en hilsen I bruger? Ligesom mennesker bruger dette her med at række hånden frem” Hun rækker hånden frem som før, og lægger den så på rælingen igen “Og som mit folk gør i Sildeyuir” Hun fører hånden til panden og så til hjertet.

“Hilsen” Han nikker “Hilsen ven” han tager fat i hendes ansigt og lægger sin pande mod hendes pande.

Nimue bliver lidt stakåndet, og sparker sig selv mentalt over skinnebenet over, hvordan hun reagerer på denne vildtfremmede. “Det… det er en fin hilsen” Hendes ene hånd holder lidt krampagtigt fast i rælingen. “Så man nikker til folk generelt og … gør det her med panden med sine venner?” Hun gør intet for at bryde ud af hilsenen. Først når han gør.

Han trækker sig væk igen. “Ja”

“Okay…” Hun har tabt tråden lidt, men vinden blæser hovedet klart, og hun samler den op igen “Er der noget man skal lade være med at gøre? Noget som fornærmer folk?”

“Uærlighed, æreløshed, illoyalitet”

“Det kan jeg godt lide. Og bør ikke være noget problem for os. Er der nogen, som jeg bør henvende mig til, hvis jeg kommer derud? En leder?”

“Den ældste er Ailmon. Han vejleder stammerne. Ailmon er ved hjertetræet”

Nimue kaster et blik på ham, og fortsætter lidt mere lavmælt “Og er der nogen vi skal kontakte på dine vegne? En vi skal tage en hilsen med til?”

Han kigger ned “Nej, der er ingen, der vil kende mig”

Nimue rynker brynene og lægger hovedet på skrå “Hvorfor ikke?” Hun lægger en hånd på hans arm “Jeg forstår godt, hvis du ikke vil svare. Jeg er i samme situation selv…” Hun vender sig og ser ud mod horisonten, mens vinden pisker hendes hår om hendes ansigt. Mørke skyer samler sig i horisonten.

“Storm på vej” siger han på Common og rækker sin hånd frem.

Hun giver ham hånden.

Han trykker hende i hånden. Så lægger han sin pande mod hendes pande, og han begynder at bevæge sig under dæk. Hun blinker overrasket og ser efter ham. Så smiler hun, og sætter kurs mod sin kahyt.