Nimue har flere gange set Flin nynne til sin panfløjte, som i reaktion frit bevæger sig i luften omkring ham og spiller en melodi tilbage. Han gør det mest, når han er alene, men har flere gange gjort det i hendes nærvær.
Hun spørger ham – kan han virkelig magi?
“Øh det her? Tja, det er lidt svært at beskrive, men min musik rør ligesom folk. og så også ting…”
Nimue ser betaget ud “Det er virkelig fint. Du er virkelig noget særligt, Flin. Det er noget helt særligt at have magi flydende så let i sig”
“Er det? Jeg mærker jo bare efter i mig selv og mine omgivelser. Hører vindens kalden og svarer den… Hvor jeg kommer fra, er der mange som mig, ja og mange, der er langt bedre end mig… Den her verden virker mindre magisk, så måske jeg kan skille mig mere ud her. Hvad med dig? Har du prøvet at mærke efter? Måske har du også magi i dig, hvis du prøver og tror på det!?”
“Jeg har ikke prøvet. Måske har jeg…” Nimues ansigt lyser op ”Men hvordan gør man? Skal man bruge musik for at få forbindelse? For det er jeg ikke særlig god til…”
“Altså, jeg lytter bare til susen omkring os. Mærker tonerne der bærer følelser og kræfter omkring os. Tror ikke lige toner er din ting… No offence… Måske et andet element er dit? Hvor føler du dig sådan rigtig hjemme?”
“I skoven. Alt bliver skarpere der. Også i denne Verden. Selvom der, som du siger, ikke er meget magi her, så er der alligevel kræfter” Hun ser rundt på skibet “Jeg føler mig noget løsrevet her”
“Så er det måske der, at du skal finde dine kræfter?! Altså, jeg tager jo tonerne med mig, langt fra hvor de er fundet. Måske du kan tage skoven med dig også?”
Hun lægger en hånd på sit hjerte “Det har jeg jo lidt allerede. Men jeg har ikke ledt efter magi i den. Jeg må prøve, når vi går i land”
“Det syntes jeg, at du skal!”
“Helt sikkert! Når jeg nu kommer fra Feywild, så burde der jo ligge noget latent'”
Flin og Nimue sidder et stykke tid endnu og længes efter skov, og fast grund under fødderne.
Turen går til Anchorome - et rollespil 